Der blev stegt, smagt og dystet, da årets Fiskedellefejde blev afholdt torsdag den 30. juli på første dag af Hirtshals Fiskefestival 2026.
Et nyt koncept på Fiskefestivalen
Fiskedellefejden er et forholdsvis nyt koncept på Hirtshals Fiskefestival, som første gang blev afholdt i 2025. Konkurrencen blev introduceret, efter at festivalen valgte at sætte den tidligere madkonkurrence Local Cooking på pause.
Med Fiskedellefejden er fokus rettet mod en af de helt klassiske favoritter fra havet: fiskefrikadellen. Her får deltagerne mulighed for at give deres eget bud på den bedste fiskefrikadelle, mens publikum får lov til både at smage med og være med til at finde vinderen.
Fire deltagere og én vinder
I årets konkurrence tog Tanja Nielsen, Allan Jellesen, Søren Larsen Grønby og Martin Riis udfordringen op og gav hver deres bud på den bedste fiskefrikadelle.
Det var publikum, der sad med den afgørende stemme. Efter at have smagt sig gennem de fire forskellige fiskefrikadeller blev stemmerne talt op, og Tanja Nielsen kunne kåres som vinder af Fiskedellefejden 2026.
Stort tillykke til Tanja med sejren – og en stor tak til de øvrige deltagere og alle, der smagte med og var med til at kåre årets bedste fiskefrikadelle.
Fiskedellefejden blev dermed endnu en hyggelig og velsmagende oplevelse under Hirtshals Fiskefestival 2026.
