Årets Sild

Årets Sild 2027

Den traditionsrige konkurrence Årets Sild 2027 afholdes den 27. september 2026, hvor ni dygtige restauranter dyster om at skabe Danmarks bedste sildemad og vinde den eftertragtede titel Årets Sild 2027.

De deltagende restauranter er:

  • Café & Restaurant Lilleheden
  • Hjorths Badehotel
  • Hotel Amerika
  • Montra Skaga Hotel
  • Restaurant Kronborg
  • Restaurant Remouladen
  • Restaurant Værdsat
  • Restaurant Munch
  • Café Fisk, Tversted

Ligesom Årets Bjesk er konkurrencen en fast del af Hirtshals Fiskefestival-universet, hvor der sættes fokus på lokale råvarer, gastronomi og stolte madtraditioner. Deltagerne får frie rammer til at fortolke den klassiske sild og præsentere deres bud på fremtidens sildemad.

Ved sidste års konkurrence blev Restaurant Kronborg kåret som vinder af Årets Sild 2026. Nu er spørgsmålet, om de kan genvinde titlen, eller om en ny restaurant løber med sejren ved Årets Sild 2027.

Dommerne

Et stærkt dommerpanel skal smage, vurdere og kåre vinderen af Årets Sild 2027:

  • Dennis Mølgaard Kindberg – Uddannelseschef for Gastronomi & Service på EUC Nord. Dennis har mange års erfaring inden for kokkefaget og uddannelse af fremtidens gastronomer.
  • Dorte Hielscher Vad – Produktchef hos Tenax Sild A/S. Dorte har stor ekspertise inden for sildeprodukter, kvalitet og produktudvikling.
  • Mikkel Wejdemann – Gastronomisk konsulent og ejer af MadMikkel. Mikkel arbejder med udvikling af madkoncepter og bæredygtig gastronomi og har været en del af dommerpanelet gennem flere år.
  • Mikkel Bækgaard – Redaktør for Food&Drink, hvor han skriver om mad, gastronomi og den danske madscene. Mikkel er ny i dommerpanelet og bidrager med stor viden om gastronomi og formidling af madoplevelser.

Dommerne skal finde den restaurant, der formår at kombinere tradition, kreativitet og smag i den ultimative sildemad. Vinderen af Årets Sild 2027 får æren af titlen – og den vindende sild vil efterfølgende blive sat i produktion hos Tenax Sild A/S og komme på butikshylderne.

Årets Sild 

Siden begyndelsen af 1990’erne har det været en fast tradition at kåre Årets Sild ved en konkurrence i Hirtshals.

Årets Sild afvikles i et stærkt samarbejde mellem Hirtshals Fiskefestival, Nordsøen Oceanarium og Danmarks Pelagiske Producentorganisation samt Tenax Sild A/S.

Vindersilden skal afspejle nyskabelse, håndværk og ikke mindst velsmag. Den skal have en balanceret og intens smag, som er det særlige kendetegn for en gammeldags modnet sild. Inspirationen skal blandt andet komme fra Årets Bjesk, som kåres hvert år under Hirtshals Fiskefestival.

Tenax Sild står for selve fremstillingen af den gammeldags modnede sild og den efterfølgende serieproduktion til forbrugerne.

Vinderen kåres af et kompetent og dedikeret dommerpanel, som har udfordringen med at finde den bedste frokostsild blandt de deltagende restauranter. Deltagerne er kokke fra nogle af Danmarks bedste smørrebrødsrestauranter.

Sild og Bjesk – et naturligt makkerpar

Kåringerne af Årets Bjesk og Årets Sild sker forskudt. Således kåres Årets Bjesk for det kommende år i august i forbindelse med Hirtshals Fiskefestival. På den måde får sildelage-marinørerne (fra forskellige restauranter fra hele landet) nogle smagsnoter at afstemme deres marinade efter, når de i foråret går i gang med at kreere deres bud på den bedste sildemarinade. Årets Sild kåres hvert efterår ved et større arrangement på Nordsøen Oceanarium, og fra dette tidspunkt bliver Årets Bjesk ligeledes frigivet til salg fra laboratoriet på Hirtshals Museum.

Hirtshals Museum står for indsamlingen af urter fra det store klitområde, som omkranser Hirtshals. Ved et besøg på Hirtshals museum får man historien om bjesken, den lille skarpe bitter, som netop i Hirtshals blev noget helt særligt, dette takket være den tidligere sygeplejerske Signe Hansen, som opfandt ”Klitbjesken” drikken fra Hirtshals.

På museet kan ses en udstilling af planter fra klitten, som er velegnede til krydring af brændevin – den såkaldte Bjesk.

Følg os på facebook

Vær den første til at få nys om, hvad der sker under overfladen.

da_DK