Local Cooking Hirtshals blev vundet af Nam

Stemningen var fortættet inde i konkurrenceteltet da ti nordjyske toprestauranter kæmpede om førstepladsen i Local Cooking under Hirtshals Fiskefestival. Deltagerne skulle tilberede den bedste ret med udgangspunkt i fladfisken skærising, en fremragende spisefisk, som Hirtshals ønsker at sætte fokus på. Dommerpanelet med kokkene Bo Jacobsen fra Restaurationen, Thorsten Schmidt fra Restaurant Barr og Torsten Vildgaard fra Noma, alle København, Mikael Kopp Christensen fra Aalborg og Jesper Koch fra Århus samt madanmelder på Berlingske Svend Rasmussen oplevede enorm forskellighed i tilberedningen af skærising og masser af lokale råvarer. Konkurrencen fokuserer på den fremragende kvalitet fra Hirtshalsfiskernes landinger og Nordjyllands vældige råvaresortiment.

Vinderen Nam havde som deres idémæssige baggrund tilsiger det, fremstillet skærising med asiatiske tvist og konkurrerede mod ni andre restauranter, Svanelunden i Hjørring, Abstrakt, Dejavu, Nam, Tabu og Bühlmanns, alle Aalborg, Villa Vest i Lønstrup, Strandingskroen og Strandhotellet i Blokhus og Hjorts Hotel i Kandestederne.

Torsten Vildgaard fra Noma og Jesper Koch fra Masterchef på TV3 udtalte efterfølgende: ”Vi har set komplet overraskende kompositioner i dag, en fantastisk mangfoldighed i fortolkning af skærising. Forbløffende dygtig håndtering af den geniale spisefisk.” Svend Rasmussen fra Berlingske udtalte: ”Jeg er igen imponeret over niveauet i Nordjylland, ikke mindst den idérigdom, der er her og vinderretten fra Nam flyttede direkte grænser for hvad man kan med lokale råvarer og skærising”. Bo Jacobsen roste kokkene for at håndtere den vanskelige fisk til UG.

Nam foran Villa Vest og Tabu.

De seneste år har konkurrencen været udfordret af klassisk vesterhavsblæst, men i år var konkurrencen flyttet ind i det store festtelt under Hirtshals Fiskefestival, publikum kunne komme helt tæt på de svedende kokke og se de pernittent anrettede serveringer. Enkelte heldige fik endda lov at smage med.

Local Cooking blev afholdt i Hirtshals for fjerde gang, arrangeret af Hirtshals Fiskefestival og Nordsøen Forskerpark, som arbejder sammen for at løfte Hirtshals image som havn for den absolut højeste kvalitet på spisefisk fra danske farvande, især Skagerrak.





Nordjyllands bedste kokke konkurrerer i fisk med imponerende dommerpanel i Hirtshals

Det er lykkedes at få et imponerende skarpt og rutineret dommerpanel til Hirtshals med Torsten Vildgaard fra verdensberømte Noma, madanmelder ved Berlingske og kulturjournalist ved TV2 Svend Rasmussen, Jesper Koch, kendt TV-ansigt og rutineret dommer og kok, Thorsten Schmidt, kok i universet og restauratør på Barr i Nomas tidligere lokaler, Bo Jacobsen, Danmarks mest talende og kvalitetsrevsende kok og Mikael Christensen med lokal forankring og rutine fra mangeårig dommerfunktion. 

I Hirtshals landes noget af Danmarks bedste fisk og de lokale eksportører og fiskeauktionen satser på topkvalitet i den tætte konkurrence med andre fiskerihavne. Local Cooking understøtter Hirtshals fokus på kvalitetsfisk. I skal deltagerne konkurrere i skærising.

Local Cooking er en regional restaurantkonkurrence, der skal få flere danske restauranter til at bruge lokale råvarer og samarbejde med lokale landmænd, fiskere og fødevareproducenter. Ideen bag er at give danske spisesteder et stærkere lokalt udtryk og give gastronomien et løft i hele landet. Konkurrencen kører for fjerde gang i Nordjylland, hvor den afholdes i forbindelse med Hirtshals Fiskefestival. Deltagerne dyster om 20.000 kroner og titlen om at være nordjysk mester i at bruge det lokale i sin mad. Vinderen går videre til landsfinalen under Food Festival i Århus den 7. september.

Konkurrencen er åben for publikum, når der dystes i friske fisk, lokale råvarer og kogekunst i det store telt på Hirtshals Havn torsdag den 2. august klokken 11:00-15:00.

Deltagerne er ti af Nordjyllands bedste og mest interessante restauranter – det bobler som bekendt lystigt i den nordjyske restaurantsektor:

Dejavu i Aalborg
Hjorths i Kandestederne
Strandhotellet i Blokhus
Strandingskroen i Blokhus
Bühlmanns på Scheelsminde i Aalborg
Tabu i Aalborg
Villa Vest i Lønstrup
Nam i Aalborg
Svanelunden i Hjørring
Abstrakt i Hirtshals



Blandt kokkene finder vi rutinerede konkurrencekokke som Michael Miv Pedersen fra Tabu og sidste års vinder Kim Jeppesen fra Nam og unge spændende spirer som Mikkel Espensen fra Strandhotellet i Blokhus og ikke mindst det genopvækkede Hjorths Hotel med Rasmus Villadsen og Villa Vests Anders Johst.

Smagen af Nordjylland – og skærising fra Skagerrak på menukortet

Local Cooking-konkurrencen afholdes i forbindelse med Hirtshals Fiskefestival. Fisken vil igen i år være i fokus, men restauranterne opfordres også til at tage kontakt til deres nærmeste producenter af andre lokale fødevarer, som kan indgå i netop deres bud på årets lokale ret. De deltagende restauranter får til opgave at bruge skærising fra Skagerrak som fundament i deres Local Cooking-ret. Skærisingerne er udvalgt af Hirtshals Fiskeauktion og Hirtshals Fiskeriforening for i fællesskab at sætte fokus på topkvalitetsfisk fra Hirtshals og Skagerrak. Restauranterne bliver ud over smag og udseende bedømt på deres præsentation af retten og fortælling omkring råvarerne og deres oprindelse. De deltagende kokke og restauranter skal ikke bare lave retter baseret udelukkende på lokale råvarer – de skal efterfølgende servere retterne på deres restauranter, så gæster fra både ind- og udland får mulighed for at smage de lokale kreationer i det danske sommerland.

ARRANGØRER:
Hirtshals Fiskefestival
Nordsøen Forskerpark
Food Organisation of Denmark


Vinderen af Local Cooking 2017 blev Nam!

Der var igen sus i skørterne på havnen i Hirtshals da restaurantkonkurrencen Local Cooking blev afgjort lørdag eftermiddag. Vestenvinden stressede køkkenerne, men de formåede at levere kunst på tallerkenen… næsten i trods. Ni af Nordjyllands bedste restauranter kæmpede om førstepræmien på 20.000 kr. De skulle kokkerere med kulmule som hovedmotiv, men supplerede selv med masser af lokale og regionale kvalitetsråvarer fra hele Nordjylland.

Vinderne lavede østasiatisk inspireret kulmule som sashimi, og en rejse rundt i Nordjyllands råvarer, men med forskellige asiatiske landes inspiration som koreansk kimtchi på kinakål og masser af grønt fra de nordjyske producenter – restauranten drives af Kim Jeppesen og ligger i Aalborg.

Dommerpanelet bestod af TV-kokke, kendte navne, Michelin-kokke og de havde rejst fra hele landet for at være dommer i konkurrencen i Hirtshals. Overdommer Mikael Christensen udtalte at gennemsnitsniveauet er vildt højt på restauranterne. De kan deres basisteknikker og forstår at fremme råvarens smag, lave kompleks mad med oplevelse og ikke mindst at fortælle den gode historie. ”Vi har et vældigt højt niveau i hele regionen, men der var ingen tvivl om at vinderne fra Nam bare havde bedre styr på tilsmagning, præcision og rettens indre balance, og så formåede de simpelthen at behandle kulmulen perfekt”, siger Mikael Christensen.

Andenpladsen gik til Brdr. Prices Niklas Skov og tredjepladsen til Strandingskroens Lars Larsen

Hirtshals Fiskeauktion og Hirtshals Fiskeriforening leverede flotte store kulmuler og det sker blandt andet med baggrund i ønsket om at fremhæve Hirtshalsfiskerflådens evner og fokus på topkvalitetsfisk. ”Vi ved at de dygtigste kokke kun har fokus på én ting og det er absolut topkvalitet og friskhed og det vil vi gerne vise hele det gastronomiske Danmark at vi kan her i Hirtshals”, siger auktionsmester Karsten Brovn og fiskeriforeningsformand Niels Kristian Nielsen.

Local Cooking Hirtshals er en selvstændig konkurrence med fokus på fisk, men er også delkonkurrence i Food Organization Of Denmarks nationale Local Cooking-konkurrence, der har finale den 3. september på Food Festival i Århus. Vinderne går nu videre til finalen.