Program og billetter til årets Fiskefestival i Hirtshals er nu klar

Programmet for dette års fiskefestival i Hirtshals er nu klar, og det kan blandt andet ses på fiskefestivalens hjemmeside www.hirtshalsfiskefestival.dk. Hirtshals Fiskefestival kan igen i år byde på mange sjove og lærerige oplevelse omkring fisk og fiskeriet i Hirtshals.

For de interesserede, der kan komme tidligt op, starter fredagen med et besøg på Hirtshals Fiskeauktion, Cosmos Trawl og Hirtshals Kassecentral samt en guidet tur på havnen. Billetter til dette arrangement kan fra midten af uge 28 købes i forsalg på Hirtshals Turistbureau eller på Nordsøen Oceanarium, som også holder åbent under fiskefestival.

Fredagen byder desuden på stort fisketorv, hvor man blandt andet kan lære om, købe og smage fisk.  Derudover er det muligt at besøge en række af havnens virksomheder som holder åbent hus fredag. Både fredag og lørdag er det muligt at komme på guidet sejltur rundt i havnebassinerne, hvor man vil høre om havnens historie og opbygning.

Lørdagen er som tidligere år bygget op over madboderne i Nørregade, som udbyder smagsprøver på fiskeretter. Billetter til dette arrangement kan købes i forsalg på Hirtshals Turistbureau. Som noget nyt byder lørdagen også på fiskekokkeskole, tilmelding til dette arrangement skal ske til Hirtshals Turist bureau. For mere information, se www.hirtshalsfiskefestival.dk.

Lørdag kan man opleve Vendsyssel Mesterskaberne i rejepilning, fiskeauktion og kåring af årets fiskeret. Både fredag og lørdag aften sluttes af med en stor fiskebuffet og musik – billetter til dette er nødvendigt og disse kan købes i forsalg ved Hirtshals Turistbureau.

Foreningen bag Hirtshals Fiskefestival ser frem til at byde både gæster og hjælpere velkommen til årets fiskefestival, og glæder sig til to dage i fiskens og fiskeriets tegn.