Program for Hirtshals Fiskefestival 2009
Programmet for Hirtshals Fiskefestival 2009 er nu ved at være på plads, og igen i år vil der blive budt på mange spændende aktiviteter. Aktører inden for fiskerisektoren på Hirtshals Havn er som tidligere beskrevet i år gået med i arbejdet omkring Hirtshals Fiskefestival, som ligger fredag den 31. juli og lørdag den 1. august.
Fredagens program vil i år komme til at indeholde blandt andet besøg på morgenens fiskeauktion, åbent hus på flere af havnens virksomheder, åbent skib på eksempelvis notbåd og redningsskib, åben havnevagt, og havnerundtur med museumskutteren HG 159 ”Johannes Hejlesen” eller dykkerskibet ”Ajax” – sejlturen skal bookes separat.
Som noget nyt vil der fredag være fisketorv Under Trappen, hvor de besøgende vil få mulighed for at lære om fisk som fødevare, købe friske fisk, og få indsigt i fiskeri og fiskemetoder. Fredag aften vil der være fiskebord (forudbestilling nødvendig) i teltet Skibet på den Grønne Plads. Dette har normalt været forbeholdt lørdagen, men på grund af en stor efterspørgsel til dette arrangement vil det i år finde sted både fredag og lørdag.
Lørdag vil der som tidligere år være opstillet madboder med forskellige temaer. De besøgende vil have mulighed for at købe en spisebillet, der giver mulighed for at prøvesmage 10 forskellige nationale og nordiske fiskeretter samt at få en øl eller en bjesk. Udover smagsprøver så byder lørdagen også på kåring af årets fiskeret, VM (Vendsyssel Mesterskaberne) i rejepilning og fiskeauktion i teltet Skibet. Ligesom fredag vil det om lørdagen også være muligt at komme på havnerundtur med museumskutteren HG 159 ”Johannes Hejlesen” eller dykkerskibet ”Ajax” – skal bookes separat.
Nordsøen Oceanarium er en aktiv del af Hirtshals Fiskefestival, og udover de normale åbningstider på centret, vil Nordsøen også være repræsenteret på fisketorvet Under Trappen, hvor der vil være sjove aktiviteter for både børn og voksne. Til fiskefestivalen er der tæt forbindelse mellem aktiviteterne på havnen og aktiviteterne på Nordsøen, for på den måde at give et indblik i sammenhængen mellem dem.
Talsmand for Hirtshals Fiskefestival, Jens K. Jensen, siger om årets fiskefestival:
- Det er med glæde, at vi nu kan præsentere programmet for årets fiskefestival i Hirtshals. Programmet tager udgangspunkt i, at vi gerne vil give gæsterne oplevelser og læring med udgangspunkt i fisk og fiskeri, så de der har været i Hirtshals den 31. juli og den 1. august får noget med, der gør at de også får lyst til at tilberede og spise fisk når de kommer hjem. Og så skal vi jo heller ikke se bort fra, at fiskefestivalen er med til at synliggøre Hirtshals’ position som leverandør af fisk til både det danske og det europæiske marked.
Arrangørerne bag Hirtshals Fiskefestival ønsker at give de besøgende en oplevelse med fisk og fiskeri.
Hirtshals er en af Danmarks største fiskerihavne, og fiskere, virksomheder og Nordsøen Forskerpark besidder en meget bred viden omkring fisk og fiskeri med udgangspunkt i praktisk arbejde og forskning. Hirtshals Fiskefestival skal formidle viden om fisk og fiskeri på en både sjov, levende og lærerig måde.
