Andre fiskeevents i Hirtshals

 

LØRDAG DEN 2. JULI 2011 - TURISTFISKEAUKTION PÅ HIRTSHALS HAVN

Lions Club Hirtshals afholder hvert år turistfiskeauktion i Fisketerminal Hirtshals. Meget af den friske fisk, der til dagligt landes i Hirtshals bliver solgt via Hirtshals Fiskeauktion, hvor opkøberne kommer og byder på fisken.

Turistfiskeauktionen giver turister og fastboende mulighed for at se og deltage i en sådan oplevelse. Ved hjælp af professionel auktionarius kan alle den første lørdag i juli måned komme på Hirtshals Fiskeauktion og købe friskfanget fisk og andre fiskeprodukter.

Normalt sælges fisken i hele kasser, men ved denne lejlighed er fisken pakket i portioner, hvor alle kan være med. Arrangementet er åbent for alle og koster ingenting - man betaler kun for de varer man køber på auktionen.

Karsten B. Pedersen, der er daglig auktionarius på Hirtshals Fiskeauktion og formand for Lions Club's turistfiskeauktionsudvalg, siger om arrangementet:

- Det er en fantastisk oplevelse at afholde den årlige turistfiskeauktion. Havnens virksomheder er altid flinke til at forsyne os med et væld af flotte fiskevarer, og når auktionen starter er lokalet fyldt med glade turister, der udover en god oplevelse får dejlige fiskevarer med hjem samtidig med at de støtter Lions Club Hirtshals' gode formål.